Guess A Guid.com
24-09-2004 19:07:00
Fandt lige nedenstående. Vildt genialt at finde sådan noget igen, heh. (c) en tidligere kollega.
Guid er navnet på et mærkværdigt væsen, som gang på gang bringer undren over sin så tilsyneladende ubetydelige eksistens, som skabes og destrueres så hurtigt, så skødesløst, at det virker næsten formålsløst overhovedet at beskæftige sig med deres korte liv, men som alligevel bringer tankerne (vores velordnede kontrollerede effektive tankerække) ind i aforistiske allegorier om evighedsmaskiner - så længe de varer - natsværmerliv - indtil de dør i flammen - Johannes åbenbaring hvor han advarer mod den dag, da dyrets tal kommer iblandt os som andet end en fjern og næsten glemt fortids synder, måske er dette netop så ubetydelige væsen alt i alt kun det det er ved sin eksistens, gennem sin eksisteren i det rum vi lader udspænde gennem de så planløse bevægelser vi sætter igang, ved vor tankerække som kun sjældent er så velordnet som vi tænker om den (selvreferencens tautologi), ved at blive til i en horisont, om nok så lille, kun seksogtredive tegn må et guid fylde i verden, uden plads til den forandring og bevægelse, vi dødelige væsener er så på en gang besat af og angst for, måske er det netop denne griben om øjeblikket, denne entydighed, som fascinerer, omsider kan vi stille os i det berømte punkt, hvor kun LaPlaces dæmon ellers har bedrevet sin skyggetilværelse, og pege hen og sige i kor, se der er en ting, et værende, som er i kraft af sig selv (og min indgriben i dets værende, hvorved det kommer til sig selv), som ikke ændrer sig, som vi kan blive enige om hvad er og betyder, i vores griben efter sandheden som overensstemmelsen mellem noget og noget andet, det er dets unikke sandhed som er uomtvistelig, men kun i kraft af sin unikke eksistens som sig selv, ikke som en bagvedliggende essens eller platonisk idé, men det er virkelig fænomenet selv som kommer til syne i verden, og bevægelsen stivner her, indtil vi endnu en gang - af utålmodighed, måske, rastløshed eller slet og ret kedsomhed - rækker hånden ud og lader dette ene fast definerede væsen forsvinde i intethedens andethed, uden andet end en forbigående tanke om, at guidet var for besværligt at erindre sig igen, men dette er jo netop guidets eksistensberettigelse, det lader sig ikke erindre, og på den måde - om ikke andre, som forekommer os så ubegribelige, men som giver guidet selv dets mening i guidets egen personlige verden af seksogtredive-tegns-store beboere - optræder det som sin egen ubegribelige skygge, og dør omsider, for i dette øjeblik træder sandheden frem som det der skjuler sig, som bestandigt dør, for også guider har deres egen cirkelslutning, som måske minder lige så meget om natsværmernes som vores minder om evighedsmaskinens.
The Alpha Centaurian